Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev 22

---------------------------------------------------------------------------------------  
Velkommen til Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev, der udkommer 3-4 gange om året og primært indeholder  anmeldelser af nyudgivelser på dansk indenfor bibelforskning og religionsvidenskab.
Interesserede kan gratis abonnere på BEN ved at sende en mail til: BEN@teol.ku.dk og skrive "tilmeld" i emnefeltet. Nyhedsbrevet kan afmeldes ved at skrive "afmeld" i emnefeltet.
Læs alle tidligere numre af BEN i menuen til højre.

---------------------------------------------------------------------------------------

I dette nummer af Nyhedsbrevet byder vi på:

En anmeldelse af Ole Bjørn Petersens Jesus - profet, frelser eller rebel?

---------------------------------------------------------------------------------------

Jesus – profet, frelser eller rebel? Religionspædagogisk Forlag, Frederiksberg 2011

287 sider, farveillustreret, 279,- kr.

 

Anmeldt af Mogens Müller

Ole Bjørn Petersens Jesus-bog er ifølge forordet skrevet ud fra den intention at ville kaste lys over det historiske udgangspunkt for teksterne i Det Nye Testamente og i anden omgang kirkens brug og fortolkning af dem. Således vil den være et indlæg i ”kampen om Jesus”. ”Men først og fremmest er bogen skrevet for at elever, studerende og den almindeligt interesserede læser skal blive bedre tekstlæsere”, dvs. undgå kun at læse teksterne gennem traditionens og kirkens briller. Dette er således, hvad denne bog sigter på at gøre. Forfatteren fortæller desuden, at den oprindelig var del af et fællesprojekt sammen med Per Bilde, som skulle tjene til at formidle det spændende stof ind i undervisningen. Men på grund af stofmængden måtte deres veje deles op ”af hensyn til vores målgrupper”. Per Bildes del udkom som bogen Den historiske Jesus i 2008 (jf. min anmeldelse i BEN 10 (2008) s. 5-9), og den ligger – med Per Bildes tilladelse – et stykke hen ad vejen til grund også for Ole Bjørn Petersens fremstilling. Således er det i alt væsentligt også den samme ”historiske Jesus”, der optræder i begge fremstillinger.

                      Fremstillingen falder i tre hoveddele: Jesus i historien, Jesus Kristus i Det Nye Testamente og Kristus i Kirken. Første hoveddel omfatter naturligt nok mere end to tredjedele af bogen. Der optræder undervejs længere citater fra Det Nye Testamente og derudover en række faktabokse trykt med rød skrift. En række flotte farvebilleder, med enkelte undtagelser hentet fra kunsten, er med til at gøre bogen indbydende. Endelig er der et kort over Palæstina i 1. årh. e.Kr., et emneregister, en illustrationsfortegnelse og en relativt kort litteraturliste.

Bogen vil altså være en fagbog, beregnet til at være grundlag for undervisning i gymnasieskolen og på læreruddannelsen. Samtidig fremtræder den dog som en monografi, der ikke så meget vil formidle forskellige positioner i den nyere forskning i den historiske Jesus, som den vil sandsynliggøre en ganske bestemt forståelse af, hvem den historiske Jesus var. Det bliver ligesom hos Per Bilde styrende for udvælgelsen af emner. Der er mange gode takter, og der gives også udtryk for – ligesom hos Bilde – at den historiske Jesus er ”en konstruktion, der befinder sig mellem den virkelige Jesus og kildernes skildring af Jesus” (s. 26).

Allerede tidligt slås det dog også fast, ”at den tolkning af Jesus, som vi finder hos Paulus og de kanoniske evangelister ikke er i overensstemmelse med hverken Jesus-bevægelsens opfattelse af Jesus eller Jesus’ egen selvforståelse. Jesus var født jøde og døde som jøde og havde intet ønske om at bryde med jødedommen, men at reformere jødedommen” (s. 29). Og videre senere (s. 45): ”I virkelighedens verden blev Jesus ført for den romerske statholder og anklaget for at gøre krav på at være Messias og dermed det jødiske folks eskatologiske konge.” At denne anklage ifølge forfatteren ikke var fingeret, fremgår af, at han i sin fremstilling har ”lagt vægt på, at Jesus proklamerede det nært forestående gudsrige som et dennesidigt jordisk rige, et genrejst Israel, hvor der var vendt op og ned på magt og goder i forhold til den aktuelle verden” (s. 189).

Udgangspunktet for fremstillingen er med andre ord, at der ikke er nogen væsentlig kontinuitet mellem Jesus og Jesus-bevægelsen på den ene side og Paulus og evangelisternes Kristus-forkyndelse på den anden. For det skal handle om en mislykket, politisk-dennesidig rebel, der er uforenelig med Paulus’ og evangeliernes Kristus-forkyndelse. Forudsætningen for genskabelsen af en sådan historisk Jesus er naturligvis, at evangelieforfatterne trods det, at de vil noget andet, uforvarende eller ligefrem med vilje, fordi de vidste, at det ikke lod sig undertrykke, bringer brudstykker af angiveligt oprindelige erindringer om denne revolutionære Jesus. Der tales her om brudflader og sprækker, og sådanne er der rigtig nok. Skabelonen til det nye billede hentes så ikke mindst i de beretninger om en række mislykkede messiasprætendenter, som vi kender fra Josefus og – mener jeg – afhængig deraf Apostlenes Gerninger, ligesom også det rigtignok modsigelsesfulde forhold til Johannes Døber-skikkelsen i evangelierne giver afsæt til spekulationer. Ganske som Per Bilde viger Ole Bjørn Petersen heller ikke tilbage fra også at rekonstruere en udvikling i Jesu syn på sig selv og sin opgave.

Bogens anden og korteste del om Jesus Kristus i Det Nye Testamente rummer en nødtørftig og noget overfladisk karakteristik af de fire evangelier, underligt nok med Johannesevangeliet anbragt forrest, og med en skitseagtig skildring af ”vejen fra almindeligt menneske til Guds udvalgte og Guds søn”, hvor Paulus selvfølgelig anskues som en afsporing i forhold til den historiske Jesus. Bogens sidste – og efter min mening bedste – afsnit er det om Kristus i Kirken, hvor man mærker den rutinerede underviser, der kan vise, hvad Jesus er blevet brugt til i historiens løb.

Det er påfaldende, at forestillingen om, at Jesus var født jøde og døde som jøde og intet ønske havde om at bryde med jødedommen, men at reformere jødedommen ensidigt udmøntes i billedet af en politisk rebel. Umiddelbart kunne det vel være mindst lige så nærliggende at betragte Jesus og hans gerning som grundlaget for et nyt liv i sand opfyldelse af Guds vilje. At ”reformere jødedommen” kunne jo også være at tolke Moseloven på en helt ny måde ved at accentuere de etiske dele på de kultisk-rituelle bestemmelsers bekostning.

En afstandtagen over for en dennesidig, mere politisk messiasforståelse i fx Lukasskrifterne kunne således ligeså godt tænkes at have sin årsag i, at man til stadighed blev konfronteret med dennesidige forventninger, både af den samtidige jødedom, men da også i menighederne. Og inddragelsen af Josefus’ mislykkede messiasprætendenter rejser jo spørgsmålet om, hvad det så var, der adskilte, siden Jesus-bevægelsen ene af dem alle overlevede og blev til kirken. For hvis det ikke var noget, der havde sit udspring i den historiske Jesus’ forkyndelse og gerning, hvor kom det så fra?  

Jeg er således ikke er enig med forfatteren i hans grundlæggende forståelse af den historiske Jesus og mener desuden, at grundlaget er for smalt, når det gælder en lærebog. For den nyere forskning er faktisk hovedsagelig alene repræsenteret ved Per Bilde, som Ole Bjørn Petersens bog jo også vil være et undervisningsorienteret sidestykke til. Jeg undrer mig over, at forfatteren ikke har inddraget en grundbog som Gerd Theissen og Annette Merz, Der historische Jesus fra 1996 eller Theissens De første kristnes religion. En teori om urkristendommen fra 2004 (opr. tysk udgave 2000). Han nævner heller ikke Sören Wibeck, Jesus – jøde, rebel, Gud, der kom på dansk i 2008 (svensk originaludgave 2007), og som langt hen ad vejen repræsenterer den samme grundlæggende forståelse. I stedet optræder en ellers glemt bog som Joel Carmichael, Jesu død fra 1967 og af Elaine Pagel bl.a. Tabernes evangelier fra 1979 som autoritative reference- og kildeværker. Der er ikke, som omslaget vil have det, tale om, at ”bogen baserer sig på den seneste religionsvidenskabelige forskning om den historiske Jesus.”

                      Læseren præsenteres desuden undervejs for en længere række oplysninger, der fremstår som fakta, men som enten ikke er det eller i bedste fald er udtryk for forfatterens højst egensindige tolkninger. I bogens første faktaboks om Septuaginta dateres tilblivelsen af denne græske oversættelse af Det Gamle Testamente således alt for upræcist, og pseudepigrafen Aristeas refereres for et indhold, den ikke har: Den handler således alene om 72 (ikke 70) lærde jøders oversættelse af Moseloven i løbet af 72 dage og rummer ingen overnaturlige træk. Hos Ole Bjørn Petersen refereres Aristeas imidlertid for de mirakuløse træk, som kom til i kirkefædrenes genskrivninger i det 2., 3. og 4. århundrede, hvor de 72 også kom til at oversætte resten af Det Gamle Testamente. Det var i øvrigt heller ikke en betingelse for, om et skrift kunne blive kanonisk, at det var skrevet af en apostel (s. 21) – det vidste man udmærket, at Markus og Lukas ikke var.

                      Overraskende er det endvidere, når Paulus s. 40 uden videre gøres til forfatter af Hebræerbrevet – et synspunkt som for længst er forladt i forskningen. Og når det s. 41 siges, at selv de største skeptikere accepterer, ”at Jesus blev dømt til døden af romerne og henrettet ved korsfæstelse”, så er det i bedste fald en forkortet udgave af historien, hvor jødernes indsats er forbigået og et eventuelt religiøst aspekt fortonet. Det historiske overblik over Palæstinas historie på s. 62 er tilsvarende skæmmet af ”forkortelser”, der gør fremstillingen næsten ubegribelig. Det fortælles fx ikke, at Herodes (den Store) var af idumæisk og derfor ikke jødisk afstamning, hvad der var en af grundene til, at han aldrig rigtig ”slog an” som jøde, og hans far, Antipater, kommer ind på scenen uden nærmere præsentation. Endelig er det heller ikke almindelig sprogbrug at kalde Antonius og Octavian (den senere Augustus) for kejsere i forbindelse med deres, egentlig vel det romerske senatets, udnævnelse af Herodes til jødernes konge i 40 f.Kr. Og når det s. 66 siges, at Judæa efter Herodes den Stores død manglede en stærk konge som (Herodes) Antipas til at overtage tronen, hvorfor kejseren valgte den næstbedste løsning, en præfekt, så må man spørge, hvor sønnen Arkelaos er blevet af, der dog regerede Judæa, Idumæa og Samaria fra 4. f.Kr. til 6 e.Kr., og som er nævnt i Matt 2,22. En ”forkortelse” af historien er det også, når der med Carmichael som kilde s. 185 berettes om ”den berygtede forfølger af de kristne, Sossianus Hierocles, der var guvernør i Fønikien og Pontius Pilatus’ efterfølger”. Læseren får i hvert fald ingen fornemmelse af, at bemeldte Hierocles hører hjemme omkring 250 år senere end Pilatus og trods flere andre embeder end det i Fønikien intet havde med Palæstina at gøre – derfor har han som hjemmelsmand for de oplysninger, han citeres for, ingen historisk værdi. Det skal retfærdigvis siges, at ”forkortelsen” ikke stammer fra Carmichael.

                      Forfatteren går også et langt skridt videre, end det er almindeligt, når han i rækken af Jesu mor, Marias funktioner s. 136 nævner hende som ”Kristus’ himmelske brud”. Det skriftbånd fra et kalkmaleri, der citeres, handler om kirken, ikke om Maria. Det ville være noget helt andet med Maria Magdalene. Når Thomasevangeliet s. 142 siges at bestå ”dels af Thomas’ barndomsevangelium, der rummer mirakelfortællinger om Jesus’ barndom samt en samling af Jesusord”, så føler man sig kaldet til at adskille, hvad forfatteren her har forenet: Det er to endog meget forskellige skrifter, nemlig dels Thomas’ Barndomsevangelium, dels det gnostiske Thomasevangelium, der udover at være tilskrevet Thomas ikke har noget med hinanden at gøre. Og når det i faktaboksen om templet i Jerusalem s. 182 hedder, at det ikke bare blev ødelagt i år 70 i forbindelse med oprøret, men igen ved det andet store oprør i 134, så var der faktisk ikke noget at ødelægge i anden omgang – i øvrigt befinder Michael Avi-Yonas model af Jerusalem sig ikke længere ved Hotel Holy Land i Jerusalem, men på Israel Museum. Endelig behøver det en grundigere argumentation, når forfatteren s. 258 kommer med en udtalelse om, at Paulus skelner ”tendentielt dualistisk mellem ”denne verdens Gud”, Satan og ”Gud Fader” – med andre ord, denne verden er ikke Jahves skabte verden, men Satans (2 Kor 4,4)”. Her indføres et synspunkt, som først dukker op længe efter Paulus’ død, nemlig med ærkekætteren Markion og gnostikerne i det 2. århundrede.

                      Også i nogle af billedteksterne optræder der misforståelser. Et kalkmaleri på s. 25 af en siddende Maria bliver (s. 24) udlagt om den tronende himmeldronning – hun sidder imidlertid ikke på en trone, men ved en læsepult, og sagkundskaben siger da også, at det gælder bebudelsen. Og så ligger Elmelunde Kirke i øvrigt ikke ved Roskilde, men på Møn. Om nogen kan se, at Johannes Døber bærer en særlig karakteristisk kameluldsklædning på mosaikken på s. 86, er måske en smagssag. Helt galt bliver det s. 148-149, hvor et billede, der uomtvisteligt forestiller den rige mand og Lazarus (Luk 16,19-31), udlægges om Lazarus’ opvækkelse i Joh 11. De hunde, der slikker den fattige Lazarus’ sår, siges således at spise den døde, og den fornemt klædte mand i billedet, der er omgivet af djævle, udlægges følgelig ikke som den rige mand, men tøvende som Lazarus som yngre. Mere harmløst er det, at to kalkmalerier fra Tuse Kirke af Sankt Rasmus (egtl. Erasmus) og Sankt Laurentius bringes i modsat rækkefølge af navnene, hvad læseren alene opdager, hvis hun eller han andetsteds fra ved, hvordan de to martyrer kom ud af dette liv. Endelig gælder det om mosaikken af Kristus som kosmokrator fra Hagia Sofia-kirken i Istanbul (s. 250-251), at den ikke befinder sig i kuplen over højaltret, men i en niche på balkonen, og at den almindeligvis dateres til 1100-tallet og ikke til slutningen af 800-tallet, hvorfor den praktisk taget er samtidig med den mosaik med samme motiv fra katedralen i Cefalu på Sicilien, som bringes s. 261.

                      Af en længere række mindre ting vil jeg til slut kun anholde det uheldige udtryk ”semitisk jøde” (s. 12), og at forfatteren skifter mellem oversættelsen af 1992 og den fra 1948 uden at der tilsyneladende er nogen anden grund, end at 1992-oversættelsen er hentet ind i teksten elektronisk. For eksempel får læseren ikke at vide, at 1992-oversættelsen ikke oversætter Joh 20,17 med ”rør mig ikke” (fx s. 145), selv om der bringes ikke mindre end to billeder af det berømte motiv (s. 135 og 146). I 1992-oversættelsen har man opgivet ”det latinske spor” med noli me tangere for i stedet at holde sig til det græske: ”Hold mig ikke tilbage.”

Jeg synes, at det er et problem, at en undervisningsbog dårligt nok lader andre forståelser af den historiske Jesus komme til orde og så desuden rummer så mange fejl og misforståelser. Nobody is perfect. Men så må man jo konsultere fagfolk. Faktadelen bør i en sådan udgivelse stort set være i orden. Men måske er det en gammeldags holdning. I hvert fald kunne jeg se, at Kristeligt Dagblads teologiske anmelder, Sørine Gotfredsen, i sin omtale den 4. august havde ladet sig rive med af fremstillingen og ikke havde noget at udsætte på det faktuelle, men tværtimod mente, at forfatteren er sluppet godt fra sin rekonstruktion.